Analyseprocessen: Hvordan arbejder Solvejg?
Top-udfordringer og top-potentialer: Sådan analyserer vi din virksomhed
Når vi har klarlagt dine drømme og ambitioner for virksomheden, så starter det svære arbejde – analysefasen. Vi skal stille skarpt på de faktorer, som forhindrer dig i at nå dine mål og belyse de muligheder du har. Måske er der noget du har overset?
Resultatet af analysearbejdet er en kortfattet konklusion, der fremhæver dine og virksomhedens tre top-udfordringer og tre top-potentialer. Den konklusion bliver rammesættende for de strategiske beslutninger, du efterfølgende skal træffe for udviklingen af din virksomhed.
Formålet med analysen er altså at indkredse de udfordringer, du er nødt til at tage højde for i den strategiske plan og tydeligt udpege de mest oplagte potentialer, der kan bringes i spil i din virksomhed. På den måde kan du med den færdige strategi i hånden kigge ind i en fremtid, hvor virksomhedens potentiale bliver udnyttet bedst muligt, og du samtidig har plads til at udleve dine ambitioner.
Så hvordan foregår analysen mere konkret?
Først og fremmest er der en ting, vi skal blive enige om: Der kan være mange gode forklaringer på, at din og virksomhedens situation er, som den er lige nu. Men faktum er, at vi arbejder på at skabe forandring! Derfor skal ”de gode forklaringer” parkeres for en stund. Forklaringer rykker dig ingen vegne – de står tvært imod i vejen for at se nye løsninger.
Når vi sætter os sammen, tager vi udgangspunkt i den aktuelle situation og sammenholder det med dine drømme. Hvad vil du rigtig gerne i dit liv og med din virksomhed? Er der en realistisk overensstemmelse mellem det og de fysiske, ledermæssige og økonomiske forhold?
Nogle af de spørgsmål vi arbejder med er eksempelvis:
Hvad sker der i verden omkring dig, som du ikke har indflydelse på, men som kan påvirke din virksomhed?
Hvilke forventninger er der til udvikling i marked og afsætningen de kommende år?
Hvilket forhold har dine medarbejdere til dig og virksomheden?
Hvor godt matcher dine medarbejderes kompetencer det, der er behov for fremover?
Har du den økonomi, der skal til for at realisere dine mål?
Vi kigger altså på situationen fra et 360-graders perspektiv for at få et fyldestgørende billede af de udfordringer, der står i vejen for det du ønsker at opnå - og når jeg siger 360 graders perspektiv, så mener jeg det. Det betyder, at der i analysen både indgår faktuelle tal og analyser, men også synspunkter og perspektiver fra mennesker, der har et indgående kendskab til dig og din virksomhed. For min erfaring er, at det der giver den skarpeste identifikation af top-udfordringer og top-potentialer, er at tale med mennesker, som har et godt kendskab til din virksomhed og som kan blive påvirket enten direkte eller indirekte af de beslutninger, du træffer.
Hvis vi kun medtager ejerens egne betragtninger og mine perspektiver i analysen, er der stor risiko for at overse noget væsentligt – der er for mange blinde vinkler, som vi ikke får belyst.
Derfor foreslår jeg, at vi kontakter dine nøglemedarbejdere, udvalgte samarbejdspartnere samt nære familiemedlemmer, hvis det er relevant. De kan oftest føre luppen over udfordringer, du måske selv har overset eller ikke selv har tillagt så stor betydning. Det viser sig ofte, at de mennesker man arbejder sammen med og er afhængige af, sidder med nyttig viden og perspektiver vedrørende dig, din virksomhed eller udviklingen i branchen – perspektiver, som er værdifulde at få indsigt i.
Men hvad nu hvis…?
Det kan virke lidt grænseoverskridende og måske som en dårlig idé at kontakte leverandører og kunder for at spørge dem om, hvad de tænker om din virksomhed og din virksomhedsledelse. Måske er du bekymret for, om de vil udtale sig ærligt, eller om de måske kunne finde på at afbryde samarbejdet – for hvad er din ”skjulte” dagsorden mon med de spørgsmål?
Men den bekymring er der ingen grund til at have. Når jeg henvender mig på vegne af min kunder og forklarer, hvad formålet er, så bliver det altid mødt positivt. Faktisk viser det sig en gang imellem, at en samarbejdspartner har gået og tilbageholdt sin kritik eller utilfredshed af frygt for, du vil blive stødt og samarbejdet vil skades for fremtiden. Men nu er der en udramatisk anledning til at fortælle, hvad man gerne vil have ændret på i fremtiden. Det samme gælder også i relation til medarbejdere og familiemedlemmer. Derfor vil det gavne både dig og dine samarbejdspartnere at udveksle den information, så den arbejdsmæssige relation styrkes hos begge parter.
Uudnyttede potentialer
På den anden side ligger løsningerne på nogle af dine udfordringer måske lige for næsen af dig. Måske er der overset potentiale i din virksomhed, som bare ikke bliver udnyttet til fulde lige nu? Er der for eksempel oplagte muligheder for at effektivisere, som hurtigt kan forbedre situationen, eller har du nogle ansatte, der drømmer om mere ansvar eller mere arbejde? Der viser sig som regel nogle uudnyttede potentialer, som altså er oplagte muligheder, der kan være led i at løse nogle af de afdækkede udfordringer – muligheder, som du bare ikke gør brug af endnu. De er vigtige og kan give en oplevelse af gejst og forhåbning, når først man opdager dem.
Til sidst, hvis du og din familie er indstillet på det, så inddrager vi også familiemedlemmer i den udstrækning, det er relevant. Det kan være lidt mere følsomt og sårbart, men det er meget værdifuldt at få ærlige betragtninger fra folk, man har kær. Hvornår ser de, at du er mest glad? Er der konsensus om, at målet om at nå din drøm er en god ide? Er der noget, som både du og de ikke vil gå på kompromis med?
At lægge en god strategi når man er ejerleder, kræver ærlighed, mod og åbenhed. Det er processen, der skaber værdi – de ord der lander på papiret, er resultatet på skrift.
Husk på, at planen ikke er det papir værd, den er skrevet på, hvis ikke du selv har investeret både tid og ærlighed i processen.